Forventningsfulde Bergholt: Jeg vil vinde guld med Skjern

D. 30-06-2020 kl. 10:15
Forventningsfulde Bergholt: Jeg vil vinde guld med Skjern
Den 19. oktober 2014. Officiel debut til den dengang 17-årige Emil Bergholt mod østrigske Bregenz i EHF Cup. 

To store forbilleder, en længerevarende dialog og drømmen om det danske mesterskab. Læs en uddybende kommentar fra Skjerns kommende stregspiller, Emil Bergholt. 

Ambitionerne er tårnhøje – og troen på egne evner ligeså.

Om et år sætter Emil Bergholt kursen tilbage mod Vestjylland, hvor håndboldkarrieren tog sin spæde begyndelse. En beslutning, der ikke skulle tænkes længe over, fortæller den 22-årige stregspiller.

Vedvarende kontakt og to store forbilleder
- Jeg har været i dialog med Carsten Thygesen undervejs lige siden, at vores veje skiltes i 2017. Dengang havde jeg brug for at få en masse spilletid, som der ikke var udsigt til i samme grad med Bjarte Myrhol og Thomas Klitgaard som stregkollegaer.

- Jeg lærte enormt meget af Myrhol og Klitgaard, men det sjove er, at jeg synes jeg lærte mere af de to, da jeg kom væk fra klubben. Deres bevægelser, de små finurligheder, måden at læse spillet på og deres koldblodighed foran mål gik først for alvor op for mig, da jeg kom væk. Jeg havde behov for selv at praktisere alt det, som jeg lærte til træning - i kamp.

- Derfor skulle jeg væk dengang for at udfordre mig selv, og forsøge at bruge alle deres tricks i kamp, hvor det virkelig gjaldt. At komme til Tønder og senere hen til Mors-Thy, har været helt perfekt for min udvikling, siger Bergholt, der har spillet en imponerede første sæson for de blå.

Anførerbindet og fornem hæder
Den 22-årige stregspiller blev i den netop afsluttede sæson kåret til Årets Hold i Herreligaen baseret på statistikker foretaget af Divisionsforeningen. Sammenlagt var Bergholt den 14. mest effektive af samtlige spillere i den bedste danske række, hvor han samtidig var den mest scorende stregspiller med i alt 83 mål.

Læg dertil oveni, at den kommende Skjern-spiller blev udnævt som anfører - og blev kåret til Årets Spiller i klubben - i sin blot første sæson for Mors-Thy Håndbold. 

En beundringsværdig sæson, men ambitionerne rækker til mere, siger han.

- Jeg har altid haft en kæmpe, kæmpe drøm om at vende tilbage til Skjern Håndbold. Men timingen skulle være rigtig. Jeg ville ikke tilbage til klubben, hvis ikke jeg følte, at jeg havde niveauet til at spille i en storklub som Skjern. 

- Det har klart været den mest afgørende faktor i mit hoved - at jeg føler mig klar. Klar til at få en større rolle og få en afgørende betydning for et Skjern-hold, der vinder titler. 

- Min far skal ikke være den eneste i min familie, som løftede det danske mesterskab iført den grønne trøje, siger Skjerns kommende nummer 14. 

Støt vores sponsorer