Frederik Børm skifter til Skjern Håndbold

D. 30-01-2013 kl. 08:55
Frederik Børm skifter til Skjern Håndbold
Til sommer får Skjern tilgang af Frederik Børm fra KIF Kolding.

Skjern Håndbold har sikret sig forsvarsspecialisten Frederik Børm, der efter indeværende sæson skifter KIF Kolding ud med de grønklædte vestjyder. 

24-årige Frederik Børm, der har optrådt 11 gange for A-landsholdet og 38 gange på U-landsholdet, ser frem til at optræde i Skjern Bank Arena.

”Jeg glæder mig rigtig meget til at trække den grønne trøje over hovedet, og jeg har jo oplevet at Skjern Bank Arena er et rigtig svært sted at komme hen som modstander. Nu glæder jeg mig til, at det bliver min hjemmebane,” siger Frederik Børm og fortsætter:

”Jeg har haft Ole Nørgaard som træner på ungdomslands-holdet, og jeg ser frem til at fortsætte arbejdet under ham. Han er rigtig dygtig, og med det hold, vi får i næste sæson, ser jeg store muligheder for at vi kan blande os helt i toppen,” fortæller Frederik Børm.

VM´s bedste streg
Cheftræner Ole Nørgaard glæder sig meget over, at kontrakten med Frederik Børm er faldet på plads.

”Frederiks potentiale i begge ender er rigtig stort. Han var det centrale omdrejningspunkt i vores forsvar på ungdomslandsholdet, hvor han også præsterede at komme på All-star-holdet som slutrundens bedste stregspiller,” siger Ole Nørgaard og fortsætter:

”Med Frederik får vi en spiller, hvis fysik, overblik og vindermentalitet er indiskutabel, og jeg er overbevist om, vi har fået tilknyttet en fremtidig gevinst, som publikum vil sætte stor pris på,” siger Ole Nørgaard.

Truppen på plads 
Med tilgangen af Frederik Børm er truppen til næste sæson nu på plads i Skjern Håndbold, og det vækker begejstring på ledelsesgangene.

”Vi har nu 15 spillere på plads til næste sæson og er stolte over allerede nu at have et slagkraftigt hold på plads, som vi tror på kan matche vores overordnede målsætning om at være med i toppen af dansk herrehåndbold, ” udtaler Skjern-formand Carsten Thygesen og fortsætter:

”Det er en trup med god blanding af tidligere rutinerede landsholdspillere, nuværende landsholdsholdsprofiler samt unge spillere med masser af potentiale og et hav af U- & Y- landskampe i bagagen. At seks ud af de 15 spillere har spillet ungdomshåndbold i klubben er også tegn på et stærkt arbejde i ungdomsafdelingen," siger Carsten Thygesen.

Frederik Børn har skrevet en toårig kontrakt og starter i Skjern den 1. juli 2013. 

Støt vores sponsorer