Frivillige hænder pryder billedet til Rock i Ringkøbing

D. 24-06-2016 kl. 13:29
Frivillige hænder pryder billedet til Rock i Ringkøbing
En lille bid af sidste års frivillige til Rock i Ringkøbing. 

Skjern Håndbold er igen i år stærkt repræsenteret i frivillighedens tegn til dette års udgave af Rock I Ringkøbing.

Af Nicklas Thygesen

Om otte dage slår arrangørerne bag Rock i Ringkøbing dørene op til endnu en festdag.

Store musikkunstnere som Christopher, Nik & Jay og D.A.D er blandt andet på plakaten i år og vender vejen forbi det altid feststemte publikum i Ringkøbing.

Bag scenen, i boderne og rundt på pladsen er Skjern Håndbold stærkt repræsenteret i den frivilliges sags tjeneste - til stor tilfredshed for Kate Sunesen, der har ageret koordinator for de frivillige til eventet. 

- For andet år i træk stiller vi fra Skjern Håndbold med et hold af frivillige til Rock i Ringkøbing. Sidste år havde vi 42 frivillige derude, og selvom det desværre ikke har været muligt for alle 42 fra sidste år at deltage igen, så er det alligevel lykkedes for os at samle et hold på 52 friske kvinder og mænd i år.

- Sidste år var vores frivillige med til at tjene en stor portion penge til Foreningen Skjern Håndbold. De penge er vigtige i vores hverdag, hvor de er med til at finansiere blandt andet nye bolde og træningsudstyr, som fx kegler og bouncere, siger Kate Sunesen.

Forberedelserne til næste års udgave af Rock i Ringkøbing er ifølge Kate Sunesen allerede påbegyndt.

- Jeg håber på, at vi igen i år får en fantastisk dag i Ringkøbing med smil på læben, sved på panden og masser af gode oplevelser. Det havde vi sidste år, og det er jo ikke alle steder man kan prale af at have live-musik til arbejdet.

- Hvis der skulle sidde nogen, som kunne tænke sig at deltage som frivillig til Rock i Ringkøbing til næste år, så er de meget velkomne til at melde sig som interesserede allerede nu, siger Kate Sunesen, der er medlem af ungdomsudvalget i Skjern Håndbold.

Hvis ikke du har sikret din billet til dette års udgave af Rock i Ringkøbing, så kan det ske lige HER.

Støt vores sponsorer