Genforening i Skjern Bank Arena

D. 21-02-2013 kl. 10:21
Genforening i Skjern Bank Arena
Kristian Gjessing og co. står over for flere gamle venner fredag aften.

Skjern tager fredag aften imod Ribe-Esbjerg, der har seks tidligere Skjern-spillere på holdkortet.

Af Kenneth Thygesen

For første gang i 2013 skal Skjern Håndbold i aktion hjemme i Skjern Bank Arena, når Ribe-Esbjerg HH fredag aften gæster ligaens øjeblikkelige treer.

Skjern har hentet tre point i de to første kampe i forårssæsonen og kan med en sejr fredag aften igen minimere afstanden til BSV på andenpladsen til blot to point.

Svære kampe i vente
I denne sæson har Skjern - med undtagelse af hjemmekampen mod Århus - vist klasse i kampene mod holdene placeret i den midterste og nederste halvdel. Ole Nørgaards mandskab har nemlig vundet 14 ud af 15 kampe mod hold uden for top fire.

Med seks runder igen - heriblandt kampe mod Team Tvis, BSV og Århus - er det altafgørende for vestjyderne, at der bliver gjort rent bord mod holdene fra den nederste halvdel, hvis forhåbningen om en topplacering i grundspillet skal bevares.

Skjern-blod i fusionsklub
Gæsterne fra Ribe/Esbjerg rykkede i sommer op i den bedste række og har siden da levereret flere flotte resultater. Fusionsklubben har haft et par svipsere mod eksempelvis Skanderborg forleden, men til gengæld har holdet hentet imponerende udebanesejre over blandt andre Århus og BSV.

Med eks-Skjern-fløjen Jeppe Riber som målsluger og eks-Skjern-playmakeren Simon Krogh som spilfordeler er rammen sat, og de to vil fredag aften løbe på banen i Skjern Bank Arena side om side med fire andre holdkammerater, der har en fortid i Skjern.

Placering i ligaen:
Skjern: 3
Ribe-Esbjerg: 9

Topscorer:
Skjern:
Henrik Møllgaard, 108 mål
Ribe-Esbjerg: Jeppe Riber, 121 mål

Kamptidspunkt: Fredag den 22. februar kl. 18.30 i Skjern Bank Arena

Støt vores sponsorer