Gjessing og co. med mentalt overskud

D. 08-11-2012 kl. 17:00
Gjessing og co. med mentalt overskud
Kristian Gjessing tror på en ny Skjern-sejr over BSV.

Skjern har selvtilliden i orden før mødet med Bjerringbro-Silkeborg og over 7.500 tilskuere i Boxen.

Af Kenneth Thygesen

Som bekendt rev Skjern ganske enkelt Bjerringbro-Silkeborg (BSV) fra hinanden, da de to hold i tirsdags mødte hinanden i pokalkvartfinalen i Skjern Bank Arena.

Skjern førte med ni mål ved pausen og udspillede i store perioder DM-sølvvinderne.

- Vi har et mentalt overskud efter at have spillet en forrygende kamp mod dem i tirsdags. Jeg føler, de fik et knæk, mens vi blev løftet, og derfor synes jeg, at vi har teten, siger Kristian Gjessing forud for lørdagens ligakamp.

BSV med 100 kilometer i timen
I Jyske Bank Boxen i Herning står de to hold nemlig igen overfor hinanden, og når kampen fløjtes i gang i Herning, skal man som Skjern-mand forvente et hæsblæsende BSV-mandskab.

- Vi har trænet godt og rider på en bølge, og det skal vi fortsætte, men samtidig ved vi, at der venter en meget svær kamp. De er uden tvivl super tændte, og de kommer med 100 kilometer i timen. De har en masse at revanchere, lyder det fra Kristian Gjessing, som dog forventer en sejr til vestjyderne.

- Ingen tvivl om at de har et rigtig godt hold med dygtige spillere på alle pladser, men de lægger godt til os. De har ofte problemer med at lave mål mod os, fordi de tit kommer til kort overfor vores stærke 6:0-forsvar. Jeg tror, vi slår dem igen, slutter Kristian Gjessing.

Støt vores sponsorer