Glad Søndergaard: En hård omgang

D. 02-02-2013 kl. 19:02
Glad Søndergaard: En hård omgang
Kasper Søndergaard lavede syv mål i eftermiddagens pokalsemifinale.

Skjern-stjernen Kasper Søndergaard var meget træt, men glad efter pokalsemifinalesejren over Aalborg.

Af Kenneth Thygesen

Det kostede kræfter og sveddråber, men i sidste ende trak Skjern det længste strå i pokalsemifinalen mod Aalborg. 

Sejren på 29-26 var ifølge en af Skjern-profilerne fortjent, selv om aalborgenserne havde Skjern nede i sækken.

- Det var en fed kamp at spille, og jeg er utrolig glad for, at vi nu er i finalen. Det har vi fortjent, sagde Kasper Søndergaard og fortsatte:

- Vi har slået flere ligahold ud - heriblandt BSV - og vi var helt nede i sækken i dag, men hiver den hjem alligevel. Det er høj klasse, sagde Kasper Søndergaard.

Træt landsholdsspiller
Skjern-bagspilleren kom hjem fra VM i Spanien for under en uge siden, og landsholdsspilleren var også godt ramt efter semifinaledramaet.

- Når man har muligheden for at nå finalen, så finder man ekstra kræfter. Men lige nu er jeg meget træt. Det var en rigtig hård omgang, sagde Kasper Søndergaard, der havde sin forklaring på, hvorfor Skjern nu er i finalen.

- Vores defensiv reddede kampen hjem. I store perioder var defensiven suveræn, og derfor gjorde det heller ikke noget, at vores angrebsspil ikke fungerede specielt godt, lød det fra Kasper Søndergaard.

Støt vores sponsorer