Hellere afgørende end betydningsløse kampe

D. 21-04-2015 kl. 15:05
Hellere afgørende end betydningsløse kampe
Bjarke Christensen og holdkammeraterne møder i morgen Team Tvis Holstebro.

I morgen spiller Skjern den næstsidste puljekamp i slutspillet, hvor en grøn sejr betyder en plads i DM-semifinalen.

Af Lone Jørgensen

Man fristes næsten til at gentage sig selv, men i morgen venter en uhyre vigtig kamp for Ole Nørgaards mandskab.

Holdet skal op imod lokalrivalerne fra Team Tvis Holstebro på udebane, og hvis Skjern får de to point med hjem, er holdet sikret en plads i DM-semifinalen.

Tidligere sejre uden betydning
Skjern har to gange inden for de seneste knap fire uger slået lokalrivalerne to gange ud af to mulige.

- Det tillægger jeg ikke særlig meget værdi, da det er en ny kamp i morgen, hvor der står 0-0 fra start. Da kan vi ikke bruge de to andre sejre til noget, siger Skjern-træner Ole Nørgaard, der forudser en svær kamp.

- Det her er Tvis' sidste chance for at få noget med sig i år, så vi kan godt regne med, at de kommer til at være som vilde. Det skal vi selvfølgelig forsøge at matche, og det bliver ikke nogen nem opgave, siger Skjern-træneren.

Kniven for struben
Som så mange andre gange i løbet af de seneste måneder spiller Skjern-holdet med kniven for struben i kampen mod Team Tvis Holstebro.

Et nederlag betyder nemlig, at vestjyderne ikke selv kan afgøre, om holdet senere på foråret skal spille DM-semifinaler.

- Det er sjovere at spille afgørende kampe end betydningsløse kampe. Man kan også sige, at vi er sluppet rigtig godt fra mange af opgørene, så på den måde gør det ikke noget, at der igen er rigtig meget at spille for, siger Nørgaard.

Forud for opgøret har samtlige fire hold spillet fire kampe, og stillingen i slutspilspulje 1 ser således ud:

1. KIF Kolding København (6 point) 
2. Skjern Håndbold (6 point) 
3. Team Tvis Holstebro (5 point) 
4. Århus Håndbold (2 point)

Kamptidspunkt:
Team Tvis Holstebro - Skjern Håndbold spilles onsdag den 21. april kl. 20.30 i Gråkjær Arena.

TV:
Kampen vises direkte på TV2 Sport.

Opdateringer:
- Liveupdates på Skjern Håndbolds Twitter
- Halvleg/fuldtid på Skjern Håndbolds Facebook
- Skjern Håndbolds App

Støt vores sponsorer