Herrelandsholdets assistenttræner bliver en del af Skjern Håndbold

D. 02-06-2016 kl. 10:00
Herrelandsholdets assistenttræner bliver en del af Skjern Håndbold
Henrik Kronborg har indgået en etårig kontrakt med Skjern Håndbold.

En af Danmarks mest anerkendte håndboldtrænere skal i den kommende sæson være en del af Skjern Håndbold.

45-årige Henrik Kronborg har skrevet under på en etårig kontrakt med den vestjyske klub, hvor han i rollen som konsulent skal deltage ved flere ugentlige træningspas samt på trænerbænken under kampe.

Han overtager dermed Tom Jensens plads på bænken, idet målmandstræneren efter eget ønske stopper i Skjern efter denne sæson.

Henrik Kronborg, der i mange år har været et omdrejningspunkt i Nordsjælland Håndbold, har senest været ansat i KIF Kolding København, hvor han i løbet af sine knap fire år var med til at føre fusionsklubben til bl.a. mesterskab og pokaltitel.

I 2012 blev Henrik Kronborg assistenttræner for Ulrik Wilbek på herrelandsholdet, inden en diskusprolaps tvang ham til at stoppe året efter. Men den 1. juni er han tilbage i jobbet på landsholdet, som han vil have sideløbende med sit nye job i Skjern.

- Jeg glæder mig til i fællesskab med alle i Skjern Håndbold at arbejde hårdt for succesen. Det tegner til at blive en spændende sæson med en trup bestående af meget ærgerrige, etablerede spillere tilsat nye unge, spændende kræfter,” siger Henrik Kronborg, der samtidig ser frem til igen at arbejde side om side med Skjern Håndbolds cheftræner Ole Nørgaard.

Kronborg og Nørgaard styrede sammen de danske herreungdomslandshold fra 2005-2007, hvor de bl.a. sikrede dansk VM-guld i 2007 med bl.a. Skjerns René Rasmussen på holdet.

- Med tilknytningen af Henrik Kronborg får vi tilført en håndboldkapacitet fra allerøverste hylde med masser af national og international erfaring. Samtidig får Henrik og jeg opfyldt et længe næret ønske om at genoptage vores samarbejde fra vores fælles tid i DHF, siger Ole Nørgaard.

 


Henrik Kronborg - ny konsulent i Skjern Håndbold fra den kommende sæson

Støt vores sponsorer