Imponerende sejr over Melsungen

D. 11-04-2015 kl. 17:21
Imponerende sejr over Melsungen
Skjerns stærke målmandsduo havde stor andel i dagens Skjern-sejr.

Skjern Bank Arena fik præcis den afslutning, den havde fortjent, da Skjern sendte det tyske storhold, Melsungen hjem med et nederlag på 25-20.

Af Lone Jørgensen

- En sejr på fire eller fem mål vil være et fint udgangspunkt for os. Hvis vi kan få det, kan vi være godt tilfredse.

Sådan sagde Skjern-fløjen René Rasmussen op til kampen i dag, og han fik, hvad han ønskede.

Sammen med et benhårdt kæmpende Skjern-mandskab formåede han at matche de fysisk store drenge fra Melsungen, der i anden halvleg ikke længere kunne følge med en flok stærkt spillende vestjyder.

Stærk defensiv hos Skjern
Et tydeligt tændt Skjern-mandskab knoklede igen fra første fløjt for at give Søren Pedersen de bedst mulige arbejdsbetingelser defensivt mod Melsungens mange landsholdspillere.

Både Pedersen og forsvaret kunne i høj grad være deres indsats bekendt.

I angrebet havde Skjern mere eller mindre overtaget de første godt 20 minutter, hvor især Bjarke Christensen og Lasse Mikkelsen, der blev hjulpet godt på vej af frispilninger fra holdkammeraterne, satte en række perlemål ind.

Ti minutter før pausen løb Skjern dog ind i en syv minutter lang scoringspause, der gav Melsungen muligheden for at gå fra 11-7 til 11-11.

Halvvejs inde i kampen var de to hold således helt lige, men Skjern lignede et hold, der slet ikke var færdige med at vise en larmende Skjern Bank Arena, hvor meget de gerne vil til Final4 i Berlin senere på foråret.

Scoringspausen røg videre til Melsungen
Godt ti minutter inde i anden halvleg kom Kristoffer Laursen på banen for Skjern, og så var det tyskernes tur til at løbe ind i en scoringspause. Den varede hele 12 minutter.

I de 12 minutter lykkedes det ved hjælp af klogt og disciplineret angrebsspil og en konstant arbejdende Skjern-defensiv vestjyderne at rykke stille og roligt fra på måltavlen.

Kristoffer Laursen havde ligesom sin målmandskollega tydeligvis læst på lektien op til kampen, for i de sidste 18 minutter scorede Melsungen blot tre gange, mens Markussen, Mikkelsen, Rasmussen og co. i modsatte ende scorede på skift mod svenske Appelgren.

De cirka 80 Melsungen-fans, der var med til at skabe en fantastisk kulisse i Skjern Bank Arena, måtte dermed rejse hjem med et nederlag på 25-20.

Der imod kunne Skjern-tilskuerne sige farvel og tak for denne gang til Skjern Bank Arena med en historisk sejr til Skjern, hvor hele holdet bidrog til den flotte sejr.

Støt vores sponsorer