Jønne: Derfor fortsætter jeg i Mors/Thy

D. 18-01-2012 kl. 22:52
Jønne: Derfor fortsætter jeg i Mors/Thy
Jørgen Rasmussen fortsætter alligevel i Mors/Thy i foråret trods udsagn om det modsatte.

Den unge Skjern-fløj forlænger som bekendt sit lejeophold på Mors. Læs her hvorfor.

Af Kenneth Thygesen

I december bebudede Skjerns Jørgen Rasmussen, at han vendte hjem til de trygge rammer i Skjern efter endt lejeaftale på to måneder i Mors/Thy Håndbold.

Det er der dog lavet om på. Årsagen hertil skyldes, at Jørgen Rasmussen skal træne med Skjern-truppen et par gange om ugen, selv om han er udlejet til morsboerne.

”Løsningen med at jeg skal træne med et par gange om Skjern, gør det mere overskueligt for mig i forhold til de lange køreture. Derfor vil jeg gerne fortsætte,” forklarer Jørgen Rasmussen og fortsætter:

” Holdet er ungt og går hårdt til den, træneren er dygtig og jeg får masser af spilletid. Det er det rigtige for mig nu og her,” lyder det fra Skjern-fløjen.

Den 25. februar tørner Skjern og Mors/Thy sammen, og her får Jørgen Rasmussen for første gang nogensinde muligheden for at stå direkte overfor tvillingebror René.

”Vi har allerede snakket lidt om den kamp. Vi har kun stået overfor hinanden i træningssituationer, men her bliver det noget helt andet. Det bliver mærkeligt at møde min rigtige klub og min tvillingebror på samme tid,” slutter Jørgen Rasmussen.

Støt vores sponsorer