Jokende Børm: Klitgaard er af lavet glas

D. 28-01-2014 kl. 21:55
Jokende Børm: Klitgaard er af lavet glas
Frederik Børm blev noteret for seks mål i sejren på 32-27.

En skade til Thomas Klitgaard tvang Frederik Børm til fuld spilletid i tirsdagens kamp mod Ribe-Esbjerg.

Af Kenneth Thygesen

Frederik Børm leverede tirsdag aften sin hidtil bedste præstation i Skjern Håndbold-trøjen.

Seks mål på seks forsøg, et tilkæmpet straffekast og fine forsvarsaktioner blev det til for den fysisk stærke stregspiller. Han spillede i fraværet af en småskadet Thomas Klitgaard fuld tid - og det kunne mærkes på konditionen.

- Thomas Klitgaard er jo lavet af glas. Derfor måtte jeg tage tjansen, og jeg skal hilse at sige, at jeg er fuldstændig smadret nu, sagde en smilende Frederik Børm.

- Men det var fedt, og jeg er klar til 60 minutter mere. Det gik heldigvis rigtig fint, lød det beskedent fra stregspilleren.

En bøvlet kamp
Han var dog ikke imponeret over hverkens Skjerns spil eller kampens kvalitet.

- Det blev en bøvlet kamp med mange fejl. Vi ramte ikke det, vi gerne ville, og man kunne godt mærke, at vi var lidt utrygge ved hinanden. Derfor gik der lidt tid, inden vi fandt ind i konceptet, forklarede Frederik Børm.

- Vi aftalte i pausen, at vi skulle stramme grebet, og det gjorde vi. Det var flot at komme igen, og to point luner altid, sagde Frederik Børm.

Støt vores sponsorer