Kæmpe drama endte uden vindere

D. 14-09-2019 kl. 18:39
Kæmpe drama endte uden vindere
Bjarte Myrhol, Jonathan Stenbäcken og kompagni måtte nøjes med ét point i lørdagens udekamp. 

Det nye challenge-system kom på overarbejde, da rivalerne tørnede sammen i Holstebro.

Af Nicklas Thygesen

Dramatik ud over alle grænser.

Rivalopgøret i Holstebro blev på alle måder en spektakulær kamp, der indtil kampens sidste minut blev ført af gæsterne fra Skjern.

Slutcifrene lød på 22-22 i et opgør, hvor Skjern-defensiven i 45-50 minutter var bundsolid med en outstanding Robin Haug i målet med i alt 20 redninger.

De grønne var indtil de absolut sidste minutter i kontrol med adskillige komfortable føringer undervejs – herunder 18-13 og 20-17 med syv minutter igen.

Et par store Skjern-afbrændere efterfulgt af en udvisning i modsatte ende banede vejen tilbage for værterne, der for første gang siden stillingen 8-8 kom op på siden af Skjern.

En udligning, der kom på baggrund af en challenge forlangt af Skjern-bænken, der blev afvist – hvilket kastede et straffekast af sig.

Trods challenge-kendelsen havde Skjern-mandskabet muligheden for at afgøre sagerne til slut, men Sebastian Frandsen afværgede skuddet – og så var det værternes tur til et challenge-forsøg.

Efter slutfløjtet afviste dommerparret den nedlagte challenge fra TTH-bænken, og dermed endte det hele i deler.

Elvar Jónsson og Eivind Tangen blev delt topscorer med fire mål.

Støt vores sponsorer