Kamp 20 på 62 dage

D. 14-04-2015 kl. 09:46
Kamp 20 på 62 dage
Lasse Mikkelsen har vist storspil for Skjern i de seneste måneder. 

Aftenens vigtige opgør mod KIF Kolding København er kamp nummer 20 på godt to måneder for Skjern-mandskabet.

Af Lone Jørgensen

Man kan efterhånden godt sige, at Skjern-spillerne i 2015 er blevet vant til, at den ene vigtige kamp afløser den anden.

Med denne sæsons deltagelse i Final4, pokalturneringen, der går videre ind i næste sæson, EHF Cup samt slutspillet i den hjemlige liga, har der nærmest stået kamp i kalenderen hver tredje dag. Det er heldigvis ikke noget, spillerne er kede af.

- Det er sjovere at spille kamp, end det er at træne, så det har været fedt, og er det stadig. Det er jo netop de her vigtige og afgørende kampe, vi går og venter på hele sæsonen, så selvfølgelig vil vi meget hellere have en fyldt kalender frem for en tom kalender, siger Skjerns knivskarpe playmaker Lasse Mikkelsen.

Gang i målmaskinen
Han ligner umiddelbart heller ikke én, der er træt af at spille kampe. Tværtimod. For lidt over to uger siden satte den formstærke Skjern-spiller 14 kasser ind på to dage, da holdet vandt pokalen til Final4 i Aalborg.

I weekenden løb han igen med topscorerværdigheden. Da scorede han syv mål i sejren over tyske MT Melsungen i EHF Cup kvartfinalen, og for blot en uge siden stod han for seks af Skjerns mål, da holdet besejrede Århus Håndbold.

I aften møder Mikkelsen og co. KIF Kolding København i fjerde runde af slutspillet. Hvis Skjern fortsat vil have vigtige kampe i kalenderen, når puljespillet slutter d. 25. april er to point i aften et vigtigt skridt på vejen.

Defensiven skal knækkes
Det kræver, ifølge Lasse Mikkelsen, at Skjern får hul på den sydjyske defensiv.

- Kolding-forsvaret står som regel rimelig defensivt, så vi skal lykkes med vores skud fra bagkæden og undgå for mange fejlafleveringer og dumme indspil, forklarer Lasse Mikkelsen.

Derudover kræver han en anden indstilling fra hele holdet, end det var tilfældet i de to holds møde i Brøndby for 10 dage siden.

- Vi var ikke 100 procent til stede i den kamp, og er vi heller ikke det i aften, får vi røvfuld. Men hvis vi finder den rigtige indstilling frem, kan vi godt hamle op med dem, siger Mikkelsen.

Sammen med holdkammeraterne går Mikkelsen på banen til kampstart kl. 18:30 i Den Runde Hal B, Messecenter Herning. Der er stadig billetter til det vigtige opgør.

Støt vores sponsorer