Kampafgørende Cornelius greb chancen

D. 17-04-2017 kl. 21:47
Kampafgørende Cornelius greb chancen
Cornelius Kragh gik uimponeret til værks og bidrog med to vigtige scoringer i vestjydernes sejr på 28-23 i lørdags. 

Tretten minutter før tid blev han kastet for løverne på et kritisk tidspunkt. Spillet var gået i stå, men så trådte 21-årige Cornelius Kragh for alvor ind på den store scene. 

Af Nicklas Thygesen

I selskab med Morten Balling agerede han brandslukker, da vestjyderne manglede det mest. 

21-årige Cornelius Kragh kom iskold ind fra bænken ved stillingen 21-20 til hjemmeholdet tretten minutter før tid. Et tidspunkt i kampen, hvor nervøsiteten så småt var begyndt at sprede sig blandt de 2672 tilskuere i Skjern Bank Arena, men Skjern-playmakeren gik ganske uimponeret til værks. 

Med to scoringer i træk - først til 22-20 og dernæst til 23-20 - fik Cornelius Kragh en stor rolle i vestjydernes sejr på 28-23 lørdag aften.

- Bundærligt, så var jeg overhovedet ikke nervøs. Jeg føler selv, at jeg har trænet godt over den seneste periode og vidste derfor nogenlunde, hvor jeg stod henne. Samtidig var KIF Kolding København ramt på ressurcerne, så det var et ret decimeret midterforsvar, jeg stod overfor. Jeg var overbevist om, at jeg havde evnerne til at bryde igennem deres forsvar - og det lykkedes heldigvis, siger Cornelius Kragh og fortsætter:

- Som Morten Balling selv nævnte, så er det en voldsom fed fornemmelse i kroppen, når man har haft afgørende betydning for udfaldet. Den følelse står jeg også med - og forhåbentlig kan vi tage de gode takter med videre til torsdagens hjemmekamp mod Aalborg Håndbold, lød ordene fra Skjern-playmakeren. 

Støt vores sponsorer