Klitgaard: Det er kæmpestort

D. 24-05-2015 kl. 17:17
Klitgaard: Det er kæmpestort
Thomas Klitgaard og holdkammeraterne spillede sig i eftermiddag i DM-finalen.

Med eftermiddagens avancement til DM-finalen er Skjern nu sikker på at slutte sæsonen med tre sæt medaljer.

Af Lone Jørgensen

I marts vandt de pokalen i Aalborg. Sidste weekend tog de en bronzemedalje med hjem fra EHF Final4 i Berlin, og næste weekend er der udsigt til endnu en omgang metal til grøn, efter at Skjern i dag spillede sig i DM-finalen.

Om medaljen bliver af sølv eller af guld vil tiden vise.

- Det er kæmpestort, at vi er kommet i finalen. Vi har snakket om hele tiden, at man i hvert fald ikke vinder noget, hvis man ikke kommer i finaler, og nu har vi taget det første skridt, sagde en glad Thomas Klitgaard efter dagens DM-semifinale, der endte 21-21.

En fantastisk sæson
Sammen med holdkammeraterne har han formået at bytte en mindre tilfredsstillende afslutning på 2014 ud med et fantastisk forår i Skjern-trøjen.

- For fem måneder siden var jeg nærmest klar til at bytte det hele for bare en semifinaleplads. Vi var helt på månen i december, men herefter har vi spillet en fantastisk sæson. Nærmest den bedste i de syv år jeg har været i Skjern, sagde Klitgaard.

Næste weekend venter to kampe mod de forsvarende mestre fra KIF Kolding København, og her håber Thomas Klitgaard på, at Skjern kan gøre arbejdet færdigt.

- Det gjorde ondt at misse finalen sidste weekend i Berlin. Vi følte ikke, at vi leverede ordentligt, og derfor var det et must, at vi kom i den her DM-finale. Vi har leveret noget virkelig godt spil i en stor del af vores kampe, og det skal vi også gøre i finalerne. Nu har vi chancen for at vinde guld, og den chance går vi selvfølgelig 100 procent efter, sluttede Klitgaard.

Skjern spiller den første DM-finale mod KIF Kolding København på hjemmebane torsdag d. 28. maj kl. 21, mens udekampen spilles søndag d. 31. maj kl. 20:15.

Støt vores sponsorer