Klitgaard og co. i vild kulisse

D. 19-04-2015 kl. 21:59
Klitgaard og co. i vild kulisse
Thomas Klitgaards gensyn med sin tidligere hjemmebane blev en stor og larmende oplevelse.

Skjerns samlede sejr over Melsungen blev kørt hjem i en tysk heksekedel.

Af Lone Jørgensen

Det var første gang nogensinde, at hele 3147 tilskuere mødte op i Rothenbach-Halle til en europæisk kamp, og de mange fremmødte håndboldfans stod i eftermiddag for en fantastisk kulisse på Thomas Klitgaards tidligere hjemmebane.

- Der var virkelig god stemning. De er generelt bare enormt gode til at sætte gang i den hernede, sagde Thomas Klitgaard, der nød larmen, selvom det til tider var umuligt at tænke klart i den vilde kulisse.

- Det er som om, man bare kommer ind i en klokke, hvor man så bare spiller håndbold og nyder det. Det var helt fantastisk, og det var stort at spille hernede, sagde den stærke Skjern-streg oven på Skjern-triumfen.

Larmende Skjern-fans
Midt i de tyske tilskueres larm sneg der sig også flere gange velkendte tilråb ind fra en flok medrejsende Skjern-fans.

- Det var jo vildt imponerende, at de tog helt herned kun for vores skyld. Vi kunne faktisk høre dem meget på banen, selvom de kun var cirka tyve og sad helt oppe under taget. Helt vanvittigt, at de kunne nå helt ned til os på banen, sagde Klitgaard.

Han håber også på, at mange Skjern-fans vil tage turen til Berlin senere på foråret for at støtte holdet under Final4.

Her spiller Skjern semifinale lørdag d. 16. maj, mens finalen spilles dagen efter.
 

Støt vores sponsorer