Kolding løb fra smalt Skjern-mandskab

D. 22-08-2011 kl. 20:59
Kolding løb fra smalt Skjern-mandskab

Skjern Håndbold var mandag aften inviteret til Vorbasse, hvor KIF Kolding ventede i en træningskamp. Kampen var Skjerns sidste på dansk grund, inden holdet tager til Tyskland på onsdag.

 

De grønblusede Skjern-spillere stillede til kamp uden skadede Jesper Jensen, Claus Møller Jakobsen og Per Leegaard, og fraværet af de tre blev tydeligt i kampens slutfase, hvor trætheden meldte sig ind hos vestjyderne.

 

KIF Kolding vandt således træningskampen 31-25 efter en uskøn kamp fyldt med tekniske fejl. Skjern-spillerne var nærmest ikke-eksisterende rent offensivt i første halvleg med hele 14 tekniske fejl. Derimod var defensiven meget solid, hvorfor Kolding blot førte 13-9 ved pausen.

 

Efter pausen profiterede Skjern endelig af den gode defensiv, og da det etablerede angrebsspil i en periode fandt melodien, blev Koldings forspring indhentet, og Skjern udlignede derfor til 17-17 midt i anden halvleg.

 

Kolding rykkede dog fra et amputeret Skjern-mandskab og bragte sig foran 23-19 og senere 29-23, og så var kampen lukket.

 

Slutresultat: KIF Kolding – Skjern Håndbold 31-25 (13-9)

 

Målscorere for Skjern:
Lasse Mikkelsen 8, Kristian Gjessing 5, Kasper Søndergaard 3, Thomas Klitgaard 2, Andreas Toudahl 2, René Rasmussen 2, Jacob Østergaard 2 og Jørgen Rasmussen 1.

 

Tilskuertal: 678 i Vorbasse Fritidscenter

 

Støt vores sponsorer