Kom tættere på Skjerns nye angrebsdirigent

D. 31-07-2017 kl. 11:46
Kom tættere på Skjerns nye angrebsdirigent
Konradsson er den ene ud af tre svenskere i Skjern-truppen til denne sæson. 

Jesper Konradsson er ny mand på playmakerpositionen i Skjern. Læs det første interview med den eksplosive svenske landsholdsspiller. 

Af Nicklas Thygesen

Prøv at bytte Allingsås ud med Skjern, det svenske sprog med det danske og tilføj dernæst 15 nye legekammerater og en lejlighed i en hidtil ukendt by i Vestjylland.

Så har man nogenlunde en forestilling om, hvor store forandringer man som ny spilller skal tilvænne sig i løbet af relativ kort tid. 

De mange nye legekammerater i Skjern har dog taget godt i mod ham, 23-årige Jesper Konradsson, der her til formiddag tog hul på den anden uge som Skjern-spiller.

Men hvilken håndboldspiller kan Skjern-fansene glæde sig til at følge i de kommende to sæsoner? 

- Jeg er en eksplosiv playmaker, som altid forsøger at sætte mine to backs i gode situationer, men heller ikke er bleg for at sætte mig igennem og køre på. Jeg foretrækker helt klart gennembrudsspillet, og ønsker gerne at komme i to-mod-to situationer med en back eller stregspiller.

- Specielt gennembrudsspillet har jeg arbejdet meget med de seneste år, men én af mine forcer er helt klart at bevare flowet i angrebsspillet, siger Skjerns nye playmaker, der i partnerskab med Cornelius Kragh og Lasse Hamann-Boeriths skal styre slagets gang. 

En stor del af jobbeskrivelsen som playmaker indebærer at få opbygget et samarbejde. Et samarbejde om løberutinerne for sine backs, hvornår fløjindløbet passer bedst ind i det aftale spilsystem og vigtigst af alt: Et dybdegående samarbejde med stregspillerne, Bjarte Myrhol og Christoffer Cichosz.

Den 23-årige svenske styrmand har allerede gjort sig tanker om det kommende makkerskab med vestjydernes stregspillere.

- Bjarte Myrhol er en historie for sig selv. Han er i verdenstoppen på sin position, og er uhyggelig dygtig til at skabe plads til sig selv og sine medspillere. Bjarte er en type, som er utrolig bevægelig på stregen og løber gerne tværs over banen, hvis muligheden byder sig. Han minder meget om den type stregspiller, som jeg spillede med i Allingsås, så jeg tror hurtigt, vi finder hinanden på banen.

- Christoffer Cichosz er et lidt mere ubeskrevet blad for mig. Jeg har hørt og har set, at han er en brølstærk stregspiller, der gerne vil arbejde i det lave tyngdepunkt. Det er et område, som jeg gerne vil arbejde i. Jeg er overbevist om at vi hurtigt får etableret et stærkt samarbejde på banen, siger Jesper Konradsson.

Støt vores sponsorer