Kompetent herre fuldender trænerteamet i Skjern

D. 22-12-2018 kl. 14:00
Kompetent herre fuldender trænerteamet i Skjern
Claus Hansen har underskrevet en tre-årig kontrakt med de danske mestre. 

Trænerkabalen til de kommende sæsoner er på plads i Skjern Håndbold.

Islandske Patrekur Jóhannesson får til den kommende sæson assistance på Skjern- bænken af Claus Hansen, der i 16 år har udklækket herrespillere til A-landsholdet i sit virke i Dansk Håndbold Forbund.

En yderst kompetent profil, som fuldender trænerteamet i den vestjyske klub.

- Claus Hansens kompetencer er indiskutable. Vi får tilført en respekteret trænerprofil, der har et uvurderligt kendskab til udvikling og talentarbejde.

- Vi ser med store forventninger frem til, at Patrekur Jóhannesson og Claus Hansen kan fastholde os i den absolutte top i dansk håndbold og udvikle os yderligere, siger bestyrelsesformand Carsten Thygesen.

Claus Hansen, som siden 2002 har arbejdet i DHF som talentansvarlig og dernæst som U- landstræner siden 2008, har underskrevet en tre-årig kontrakt med vestjyderne.

- Jeg glæder mig til på daglig basis at skulle arbejde med meget, meget dygtige spillere. Det er som træner et privilege at få lov til at sparre med spillere, der på den ene side har prøvet meget, men stadigvæk er sultne efter mere.

- Værdier betyder meget for mig og jeg har i de seneste mange år følt, at de værdier Skjern Håndbold repræsenterer også er nogle værdier der betyder meget for mig - ikke alene som håndboldtræner, men også som menneske.

Claus Hansen fortsætter sideløbende deltids som underviser på Håndbold-Trænerlinjen på ISI Idrætshøjskole i Ikast, hvor målet er at udvikle og uddanne trænere til de danske håndboldklubber.

Støt vores sponsorer