Kronborg: Ny og frisk energi i truppen

D. 30-10-2017 kl. 12:58
Kronborg: Ny og frisk energi i truppen
Trænerteamet i Skjern, Henrik Kronborg og Ole Nørgaard.

Landskampspausen er ovre, og det danske landsholds assistenttræner Henrik Kronborg har nu fokus på Skjern Håndbold igen.

Mens Jesper Konradsson og Tibor Ivanisevic har været med henholdsvis det svenske og serbiske landshold, har Henrik Kronborg vanen tro været med det danske herrelandshold.

Sammen med Nikolaj Jacobsen har assistenttræner Kronborg ført de danske drenge til tre sejre i tre kampe ved Golden League, men nu er fokus rettet mod Skjern Håndbold igen.

- Det har været en rigtig god samling med tre udbytterige landskampe. Specielt mod Norge og Frankrig så vi træningskampe på et højt niveau, siger Henrik Kronborg.

Små 12 timer efter søndagens landskamp mod Frankrig foran 10.500 tilskuere i Boxen i Herning stod Henrik Kronborg her til morgen klar til mandagstræning i Skjern.

- Det er dejligt at være tilbage, og det er tydeligt at mærke, at landskampspausen kom belejligt for os efter en periode med mange kampe. Vi var måske naturligt nok ved at se lidt trætte ud, men nu er der ny og frisk energi på holdet, siger Henrik Kronborg.

Planen for truppen i denne uge består af to træningspas mandag, et træningspas tirsdag og så taktisk træning onsdag, inden ligakampen mod Nordsjælland Håndbold venter torsdag aften i Skjern Bank Arena.

- Under landskampspausen er der blevet løbetrænet rigtig meget, hvilket vi nogle gange misser på grund af de mange kampe. Den højintense løbetræning har været god for spillerne, og den fortsætter vi med i denne uge, siger han og fortsætter:

- Vi har fokus på få fart og intensitet i træningen, og så skal vi genfinde timingen i spillet efter næsten 10 dages landskampspause, siger Henrik Kronborg.

Der er mulighed for at købe billetter til torsdagens kamp mod Jesper Dahl og co. fra Nordsjælland Håndbold - klik her!

Støt vores sponsorer