Lettet kaptajn: Nu begynder drømmene om medaljer

D. 15-05-2019 kl. 22:40
Lettet kaptajn: Nu begynder drømmene om medaljer
Myrhol stod noteret for to scoringer i onsdagens sejr. Foto: Steffen Bloch 

Bjarte Myrhol var en yderst tilfreds Skjern-anfører efter onsdagens vitale sejr over SønderjyskE. 

Af Nicklas Thygesen

Stemningen i omklædningsrummet under endetribunen i Skjern Bank Arena var ikke til at tage fejl af.

Lettelsen, begejstringen og højtråbende jubelbrøl efter avancementet til DM-semifinalerne, som anfører Bjarte Myrhol satte følgende ord på efter slutfløjtet.

- Vi må være ærlige og indrømme, at det er dér, hvor vi forventer at være. Vi hører hjemme i toppen af dansk håndbold, og derfor var det en utrolig lettelse, at vi allerede så tidligt i kampen var stort foran. Nu begynder tankerne om at gentage triumfen fra sidste år, siger kaptajnen.

Dommen over vestjydernes præstation i puljespillet er ifølge nordmanden mere end godkendt.

- Vi har gjort rent bord på hjemmebane med tre overbevisende sejre og hentet en arbejdssejr i SønderjyskE. Udekampen i søndags mod TTH Holstebro var speciel, for vi vidste, at der lå og ventede en stor mulighed i aften.

- Alt i alt har det været mere end godkendt, og jeg hæfter mig specielt ved, at vi er ubesejrede på hjemmebane i ligaen efter jul, siger anføreren.

Støt vores sponsorer