Lige ved og næsten i Holstebro

D. 13-12-2018 kl. 22:41
Lige ved og næsten i Holstebro
Vestjyderne måtte gå tomhændet fra torsdagens opgør i Holstebro. 

TTH Holstebro vandt rivalopgøret med 32-30 i en kamp, hvor to dårlige afslutninger på begge halvlege kostede dyrt for gæsterne.

Af Nicklas Thygesen

Tre dyre minutter før pausen og manglende kynisme, da pointene skulle fordeles til slut.

Det var i grove træk det, som blev udslagsgivende torsdag aften for Skjern-mandskabet, der tabte 32-30 til rivalerne.

Fejlene straffet prompte
Begge mandskaber scorede efter behag, og fulgtes tæt ad frem til tre minutter før pausen ved stillingen 16-16. Et føringsmål fra hjemmeholdets Kay Smits efterfulgt af udvisning til anfører Myrhol blev startskuddet til tre skrækkelige minutter for gæsterne.

180 sekunder fyldt med forhastede beslutninger og direkte foræringer til hjemmeholdet betød fire TTH-scoringer og pauseføring på 21-16.

Dygtigheden manglede til slut
Pauseføringen viste sig at være for stor en mundfuld for Jesper Konradsson og kompagni, som rent offensivt fortsatte med at spille sig til store chancer.

Men det var i modsatte ende, hvor aggressiviteten i defensiven – som ellers var det store samtaleemne i storsejrene mod Mors-Thy og BSV – ikke nåede op på samme intensitetsniveau, hvilket 33-15 i begåede frikast i TTH´s favør understregede.

Begåede frikast eller ej, så fortsatte Mogensen, Konradsson og Tangen med at sælge sig dyrt, og bevarede pointhåbet i live.

Mulighederne var der, men en overtalsperiode seks minutter før tid ved stillingen 31-29 blev af tre omgange ikke udnyttet til scoringer.

Derfor løb det hele ud i sandet for de grønne, som blev besejret med 32-30.

 

 

Støt vores sponsorer