Lokalbrag i Holstebro

D. 05-03-2013 kl. 16:44
Lokalbrag i Holstebro
En scoring af Henrik Møllgaard i sidste sekund sikrede Skjern en sejr i efterårets kamp mod Team Tvis. Foto: Inge Hovgaard

Skjern spiller en af sæsonens vigtigste kampe onsdag aften, hvor lokalrivalerne fra Team Tvis venter.

Af Kenneth Thygesen

Der er fart over Skjern-feltet i 2013, hvor det hidtil endnu ikke er blevet til et nederlag i ligaen.

Mandag aften var det Skive fH, der fik Skjerns styrke at smage, og skibonitterne måtte da også rejse hjem med et nederlag på hele 12 mål.

Fem i træk til Tvis
Onsdag aften skal Skjern fortsætte de gode takter, hvis de grønblusede skal gøre sig forhåbninger om point. Modstanderen er ingen ringere end lokalrivalerne fra Team Tvis Holstebro, der er ligesom Skjern er kommet flot fra start i foråret.

Cheftræner Klavs Bruun-Jørgensens mandskab har ikke blot vundet de seneste fem kampe i træk, men de hvidklædte fra Holstebro har tilmed ikke tabt på hjemmebane i ligaen siden november.

21 sejre i 32 kampe
Skjern og Team Tvis mødtes senest i oktober i Skjern, hvor en dramatisk kamp blev afgjort af en kanonkugle fra Henrik Møllgaard, der et sekund før slutfløjtet scorede til slutresultat 27-26.

Siden år 2000 har de to hold mødt hinanden 32 gange med 21 Skjern-sejre, otte Team Tvis-sejre og tre uafgjorte resultater til følge.

Placering i ligaen:
Team Tvis:
5
Skjern: 3

Topscorer:
Team Tvis:
Mads Christiansen og Patrick Wiesmach, 110 mål
Skjern: Henrik Møllgaard, 122 mål

Kamptidspunkt: Onsdag den 6. marts kl. 18.30 i Gråkjær Arena, Holstebro

Kampen vises direkte på TV3 Sport.

Støt vores sponsorer