Møllgaard og co. EM-klar

D. 02-05-2015 kl. 21:59
Møllgaard og co. EM-klar
Møllgaard i den velkendte Skjern-trøje, der i aften var byttet ud med landsholdstrøjen.

Efter endnu en sejr er Danmark sikker på EM-deltagelse. Nu retter Henrik Møllgaard atter fokus mod Skjerns kommende kampe.

Af Lone Jørgensen

Danmark fik her til aften holdets anden sejr på to dage over Hviderusland.

I torsdags tog holdet en sejr på 36-27 med hjem fra Minsk, og i aften blev det igen til to overbevisende danske point, da måltavlen efter slutfløjtet viste 32-23 i dansk favør.

Igen i aften bidrog Skjern-anfører Henrik Møllgaard til sejren i begge ender af banen, og nu ser han frem til sæsonslutspurten med Skjern.

Fede DM-semifinaler
Ud over pokalkampen mod Team Haderslev på tirsdag tæller den også EHF Final4 og DM-semifinaler.

I sidstnævnte står han blandt andre over for landsholdskollegerne Stefan Hundstrup, Mads Øris Nielsen og Mads Christiansen, der til dagligt tørner ud for Bjerringbro-Silkeborg.

- Det bliver nogle fede semifinaler mod BSV. Vi har virkelig spillet godt i mange af vores seneste kampe, og vi har vist at vi er svære at slå, når vi spiller op til vores bedste, siger Henrik Møllgaard.

Altid sjovt at spille
Mens holdkammeraterne i Skjern i den forgangne uge har haft en kort kamppause, har Skjern-anføreren som bekendt været med i to kampe for landsholdet.

- Jeg synes altid, det er sjovt at spille håndbold. Nu blev det også til to sejre med landsholdet, og sådan satser jeg da også på, at det fortsætter i de kommende kampe med Skjern, slutter Møllgaard.

Skjerns næste kamp er på tirsdag, når holdet møder Team Haderslev i pokalturneringen, og næste weekend venter den første af de to DM-semifinaler mod Bjerringbro-Silkeborg.

Støt vores sponsorer