Møllgaard på landsholdsjob

D. 27-04-2015 kl. 13:55
Møllgaard på landsholdsjob
I denne uge har Møllgaard byttet Skjern-trøjen ud med landsholdstrøjen. Foto: Steffen Bloch.

I formiddags mødte Henrik Møllgaard ind til knap en uges samling med landsholdet.

Af Lone Jørgensen

Først venter et par træningspas i Brøndby med landsholdskollegerne, før Skjern-anføreren og holdkammeraterne i rødt og hvidt senere på ugen drager mod Minsk.

Her venter den første af to EM-kvalifikationskampe mod Hviderusland.

Perfekt afsæt
Henrik Møllgaard har i de seneste måneder haft et tætpakket kampprogram med Skjern. Alligevel er han dog helt klar til landsholdsjobbet.

- Nu står vi og har spillet os i semifinalen i to turneringer, og vi har vundet pokalturneringen. Så det er et perfekt afsæt op til en landsholdsuge, siger Møllgaard, der ser frem til nogle dage med landsholdet, selvom han skal undvære kollegerne i Skjern.

- Nu har vi jo virkelig set en del til hinanden på Skjern-holdet det sidste stykke tid. Så jeg tror lige det går, at jeg skal undvære dem i en uge, forsikrer Skjern-anføreren.

Møllgaard er denne gang ene Skjern-mand i landsholdslejren, da Nikolaj Markussen på grund af en skadet finger har meldt afbud til landstræner Gudmundsson. Kasper Søndergaard holder som bekendt pause fra landsholdet.

Følg Møllgaard og co. på TV
Landsholdet spiller udekampen mod Hviderusland på torsdag kl. 18:00 dansk tid.

Den anden kamp mod hviderusserne spilles lørdag d. 2. maj kl. 20:30 i NRGI Arena, Aarhus.

Du kan følge begge opgør direkte på TV2.

Støt vores sponsorer