Møllgaard: Storsejre et godt statement

D. 04-03-2013 kl. 21:45
Møllgaard: Storsejre et godt statement
Henrik Møllgaard scorede fire gange i mandagens kamp og har dermed scoret i alt 122 mål i denne sæson.

Skjern-profilen Henrik Møllgaard glædede sig over endnu en storsejr til Skjern.

Af Kenneth Thygesen

For ottende gang i sæsonen blev et modstanderhold kvast med over ti mål af Skjern, der mandag aften vandt 34-26 over Skive.

Ifølge Henrik Møllgaard er storsejrene på hjemmebane blevet et godt varemærke for vestjyderne.

- Det er blevet et godt statement for os. Holdene uden for top seks ved, at når de kommer til Skjern, er der en stor chance for, at de bliver tromlet ned. Modstanderholdene ved jo også, at vi på hjemmebane har vundet med op til 22 mål, sagde Henrik Møllgaard efter kampen.

- Når de så kommer bagud med seks mål efter 20 minutter, bliver det rigtig svært - og det blev det for Skive i dag. Vores første halvleg var fremragende, og Skive havde jo givet op ved pausen, lød det fra Henrik Møllgaard.

Fart over feltet
Årsagen til Skjerns store føring i første halvleg var ifølge Møllgaard en kombination af defensiv kvalitet og fart over feltet i kontrafasen.

- Vi har savnet lidt fart på det seneste, men det havde vi i dag, og det var godt at se. Efter vi fik overstået balladen med deres stregspiller i de første fem-syv minutter, fik forsvaret fat, og så kom de mange kontramål, der gav os føringen, forklarede Henrik Møllgaard og sluttede:

- Anden halvleg blev jo lidt rodet, fordi vi havde tankerne på onsdagens kamp mod Team Tvis, lød det fra Skjern-profilen, der nettede fire gange.

Støt vores sponsorer