Magiske Nielsen: En stor sejr

D. 21-02-2018 kl. 23:02
Magiske Nielsen: En stor sejr
Emil Nielsen blev dagens mand i Aalborg. 

Han har gjort det før. Onsdag aften gjorde han det igen. 20-årige Emil Nielsen lukkede buret ned, og var med 15 redninger dagens mand for Skjern.

Af Nicklas Thygesen

Han har en ganske unik egenskab, den gode Emil Nielsen.

Nemlig at vende kampe fuldstændig på hovedet, og nærmest på egen hånd vinde håndboldkampe. 

Skjern-keeperen kom på kassen efter 15 minutters spil, og stod i de efterfølgende 45 minutter med en redningsprocent tæt på de 50. Men vestjyderne var presset. Meget presset, fortæller Emil Nielsen. 

- Vi fandt aldrig rytmen i første halvleg, og der kunne Aalborg måske have knækket os, og slået det afgørende hul. For der var ingen tvivl om, at vi var super presset, siger Emil Nielsen.

- Men vores forsvar steppede op efter pausen, og vi begyndte at spille tålmodigt angrebsspil med langt færre fejl. Aalborg burde ikke have lukket os ind i kampen, men vi greb de chancer, der var. Det var en stor sejr, det her, siger Emil Nielsen, der kalder sejren for et tophold værdigt.

Med sejren er Skjern fem point foran GOG på andenpladsen, der dog har spillet en kamp færre. 

Støt vores sponsorer