Marginaler fra overraskelsen

D. 11-11-2018 kl. 19:15
Marginaler fra overraskelsen
Christoffer Cichosz spillede en forrygende angrebskamp med seks scoringer på seks forsøg. Foto: Steffen Bloch

Et forrygende comeback mod et af verdens bedste mandskaber var tæt på at sikre et eller flere point, men marginalerne og heldet udeblev til allersidst. 

Af Nicklas Thygesen

Dramatik, spektakulære scoringer, rødt kort og rekordpublikum på lægterne.

Søndagens Champions League-opgør mellem de danske og ungarske mestre havde alt - undtagen en lykkelig afslutning set med Skjern-briller.

Allilovic, Canellas og de øvrige verdensstjerner løb med sejren til slut med cifrene 29-26 i et opgør, hvor vestjyderne i de afgørende minutter manglede marginalerne.

Dejavu til Nordsjælland-kampen
De grønblusede satte sig på kampen fra start - anført af en aggressiv og tændt Thomas Mogensen, træfsikre Christoffer Cichosz og norske Eivind Tangen, som både assisterede og skød løs fra distancen med succes.

14-10 til de grønne efter 24 minutters spil fik det vestjyske rekordpublikum op af stolene, men så tog indskiftede Mirko Allilovic fra i Szeged-målet. 

Tre store redninger i træk af kroaten resulterede i tre scoringer i modsatte ende - og så var forspringet indhentet. Nøjagtig samme kampbillede som i udekampene mod Flensborg-Handewitt og i Helsingør i onsdags. En flot og gennemført første halvleg, men som retfærdigvis ikke gav sig til udtryk på måltavlen.

Marginaler til forskel
De ungarske mestre viste klassen efter pausen, hvor Tangen, Konradsson og Mogensen havde svært ved at passere Allilovic i målet. Sidstnævnte, som på daværende tidspunkt kandiderede kraftigt til titlen som kampens spiller, blev sendt i bad med et rødt kort efter 39 minutters spil. 

Trods tabet af Mogensen gav holdkammeraterne ikke op - selvom måltalven otte minutter senere viste 25-21 i ungarsk favør. To smukke mål af Eggert, en norsk hammer fra Tangen og studsboldsscoring af Cichosz bragte balance i regnskabet til 25-25.

Desværre for det oplagte hjemmepublikum manglede Skjern-spillerne det fornødne held i de efterfølgende minutter, hvor Szeged - anført af den spanske verdens- og europamester, Juan Canellas, trak fra.

Pick Szeged vandt 29-26 i Skjern Bank Arena. 

Støt vores sponsorer