Markussen forventes semifinaleklar

D. 24-04-2015 kl. 18:59
Markussen forventes semifinaleklar
Nikolaj Markussen må holde sig fra håndboldbanen i den kommende tid.

Skjerns lange bagspiller har netop meldt afbud til landstræneren på grund af en fingerskade. Han forventes dog klar til Skjerns DM-semifinale.

Af Lone Jørgensen

Uheldigvis for både Nikolaj Markussen, Skjern og landsholdet blev et slag over tommelfingeren i søndagens kamp mod Melsungen forværret yderligere i onsdags, da Skjern spillede sig i DM-semifinalen med en sejr over Team Tvis Holstebro.

Skjern-bagspilleren har forstrukket ledbåndet i tommelfingeren. Derfor har han måttet melde afbud til den landsholdssamling, der begynder på mandag.

Klar om to uger
Der er godt og vel to uger, til Skjern skal spille DM-semifinaler og da fingeren kræver ro i cirka 14 dage for at blive helt klar igen, får Skjern-fansene forhåbentlig deres formstærke bagspiller at se på banen til den tid.

- Vi forventer, at han er klar igen, når der er semifinale, hvis det hele går, som vi håber på, siger John Bruun, der både er Sundhedschef i Skjern Håndbold og fysioterapeut på landsholdet.

Ude mod Århus
På grund af skaden kommer Markussen heller ikke i kamp for Skjern i morgen, når holdet spiller mod Århus Håndbold.

- Nikolaj er slet ikke i stand til at spille en kamp, som det er nu. Han kan ikke holde om bolden, så det ville være uforsvarligt at tage ham med i morgen, siger John Bruun.

Landsholdet får dog stadig glæde af Skjern-farver til samlingen, da Henrik Møllgaard også er en del af landstræner Gudmundssons trup.

Støt vores sponsorer