Massiv Skjern-eksponering under Final4

D. 21-05-2015 kl. 08:09
Massiv Skjern-eksponering under Final4
Cirka 300 grønne Skjern-fans var på plads i Berlin. 

Weekendens optræden i Berlin har givet enorm eksponering til Skjern i både Danmark og udland.

Af Lone Jørgensen

Skjerns deltagelse i EHF Final4 i Berlin har givet klubben masser af opmærksomhed hos både TV-seere, tilskuere og i medierne.

I Max-Schmeling-Halle så mere end 15.000 tilskuere over de to dage Skjerns afgørende kampe i EHF Cup, hvor Skjern endte med at tage bronzemedaljer med hjem til Danmark.

På plads i hallen var også masser af journalister fra flere forskellige lande, der dækkede den store finaleweekend tæt.

Lokalt medie i Berlin
Blandt andet var både en sportsjournalist og en fotograf fra Dagbladet Ringkøbing-Skjern på plads i Berlin hele weekenden, hvilket gav fansene herhjemme en fantastisk mulighed for at følge Skjerns bedrifter i den tyske hovedstad.

Også på TV blev der transmitteret til flere europæiske lande. I Danmark sendte TV3 Sport 1 begge Skjerns kampe og i Tyskland stod Sky Sports for sendingen.

Derudover viste blandt andre EHF’s egen TV-kanal, der er tilgængelig i hele verden, også kampene direkte.

Uvurderlig branding
- Det har været kæmpestort for Skjern Håndbold at være en del af weekendens Final4. Generelt har denne sæsons deltagelse i EHF Cup givet klubben, byen og faktisk hele kommunen en uvurderlig branding. Det er måske efterhånden blevet en floskel at sige det, men det bliver det ikke mindre sandt af, siger bestyrelsesformand i Skjern Håndbold, Carsten Thygesen.

Skjern er allerede sikret europæisk håndbold i den kommende sæson, da holdet tidligere i år vandt den hjemlige pokalturnering.

Støt vores sponsorer