MCH-direktør: Derfor samarbejder vi med Skjern

D. 07-12-2011 kl. 11:29
MCH-direktør: Derfor samarbejder vi med Skjern

I knap ti år har Skjern Håndbold samarbejdet med MCH-koncernen i Herning omhandlede håndboldevents. Den succesrige direktør hos MCH, Georg Sørensen, fortsætter gerne samarbejdet i mange år endnu.

Af Kenneth Thygesen

Det startede med Challenge Cup-finalen i 2002, hvor Skjern Håndbold tog et modigt spring til Messecenter Herning for at dække den overvældende tilskuerinteresse.

Sidan da er det blevet alt fra Champions League-kampe over DM-finale til ligakamp og ”10.000 til håndbold”-events i Herning. Trenden fortsætter gerne, hvis man spørger direktøren hos MCH-koncernen, som omfatter Messecenter Herning, Jyske Bank Boxen, MCH Arena og Herning Kongrescenter, Georg Sørensen, der er en af Midt- og Vestjyllands mest succesrige erhvervsmænd.

”Jeg taler altid om de fire h’er: hjerne, hjerte, handling og holdning. Har man de fire h’er kan man flytte alt, og de fire h’er har Skjern Håndbold, og derfor vil vi meget gerne fortsætter samarbejdet med klubben,” udtaler Georg Sørensen til skjernhaandbold.dk.

Vognmanden fra Slagelse
Georg Sørensen var onsdag aften på besøg i Skjern Bank Arena for at overvære kampen mellem Skjern Håndbold og Skive fH, og her gav han blandt andet et oplæg til klubbens sponsorer om branding, stolthed og udvikling.

”Jeg har altid set op til Skjern Håndbold, der er et brand i sig selv. Mange kender festsangen om vognmanden fra Slagelse, og det var det, som gjorde byen Slagelse kendt, inden Anja Andersen og håndbold kom til. I Skjern er det Skjern Håndbold, der er skyld i den høje kendskabsgrad – og det kan og skal man være stolte af,” fortæller Georg Sørensen.

Sammenhold og samarbejde skal sikre succesen
Den 10. marts 2012 er Georg Sørensen og kollegerne fra MCH-koncernen igen fælles værter med Skjern Håndbold, når AG København kommer på besøg hos Skjerns anden hjemmebane i Herning.

”Jeg ser frem til kampen og ikke mindst samarbejdet med Skjern. Hele grundtanken og værdisættet i Skjern Håndbold er imponerende, og man tør virkelig kigge ud af boksen. Det er en af årsagerne til, at vi er stolte og glade for samarbejdet – og ser frem til endnu flere oplevelser sammen,” slutter Georg Sørensen og tilføjer:

”Hvis vi i landsdelen virkelig formår og forstår at stå sammen, har vi rigtig mange muligheder. Det er sammenhold og samarbejde, der skal sikre succesen,” slutter den initiativrige leder.

Billetsalget til kampen mellem Skjern Håndbold og AG København i Jyske Bank Boxen er skudt i gang.
Køb din billet til storkampen ved at klikke her - Skjern Håndbold-Billetten
 

Støt vores sponsorer