Mere end en DM-finale på spil

D. 02-05-2015 kl. 08:56
Mere end en DM-finale på spil
René Rasmussen og Skjern har stadig mulighed for at kvalificere sig til næste års Champions League.

Når Skjern næste weekend tager hul på DM-semifinalerne, står der både en plads i DM-finalen og en Champions League plads på spil.

Af Lone Jørgensen

Søndag d. 10. maj spiller Skjern den første af holdets to DM-semifinaler mod Bjerringbro-Silkeborg.

Her kæmper de to hold ikke blot om den eftertragtede plads i DM-finalen. Avancement til finalen betyder også direkte kvalifikation til næste års Champions League.

- Der er ingen tvivl om, at det ville være rigtig fedt. For mange af os er det en drengedrøm, og det ville også være stort for klubben at komme i Champions League igen, siger René Rasmussen.

Fokus på semifinalen
Den hurtige Skjern-spiller slår samtidig fast, at det ikke er det, der kommer til at fylde hos Skjern-spillerne i holdets forberedelse til DM-semfinalen.

- Vi koncentrerer os først og fremmest om at komme i finalen. Det andet har vi ikke så meget fokus på lige nu, siger René Rasmussen.

Skjern har to gange tidligere deltaget i Champions League. Hvis klubben igen skal med i den prestigefyldte turnering, kræver det en samlet sejr i DM-semifinalen, idet danmarksmesteren samt nummer to i Danmark kvalificerer sig direkte til næste års Champions League.

Der er stadig billetter til Skjerns semifinale på hjemmebane mod Bjerringbro-Silkeborg.

Den kamp spilles søndag d. 10. maj kl. 14:00 i Den Runde Hal, MCH Messecenter Herning.

Støt vores sponsorer