Mikkelsen fik længe ventet debut

D. 04-08-2011 kl. 20:53
Mikkelsen fik længe ventet debut

Langt om længe skulle den grønne Skjern-trøje atter trækkes over hovedet, da Skjern-spillerne i aftes spillede sæsonens første træningskamp.

 

Skjern vandt 23-21 over Mors/Thy og gav således debut til Kasper Søndergaard, Andreas Toudahl og Lasse Mikkelsen.

 

”Det var dejligt at komme i gang efter en opstart uden meget håndbold. Det har jeg ventet længe på,” sagde en af debutanterne, Lasse Mikkelsen, til skjernhaandbold.dk efter kampen og fortsatte:

 

”Kampen var en typisk første træningskamp med både gode og dårlige ting. Vi roterede nærmest på tid, og da vi er flere, der aldrig har spillet sammen, giver det en del fejl,” lød det fra Lasse Mikkelsen, der blev delt Skjern-topscorer med fire mål.

 

”Vi prøvede med tre forskellige forsvarstyper, mens vi i angrebet prøvede at holde os til simple bevægelser. Det gik fint langt hen ad vejen, men vi sløsede for meget i slutfasen,” sagde Lasse Mikkelsen og konkluderede:

 

”Alt i alt gik det okay,” sluttede Lasse Mikkelsen, der startede inde som playmaker i aftenens kamp.

Støt vores sponsorer