Mogensen buldrede løs i Skansen

D. 21-10-2018 kl. 17:46
Mogensen buldrede løs i Skansen
Tilfredshed i Skjern-lejren efter søndagens sejr. 

Rutinerede Thomas Mogensen viste sig frem fra sin bedste side, da de grønne hev to vigtige point med hjem fra Skansen. 

Af Nicklas Thygesen

Skjern bremsede SønderjyskEs sejrsstime. 

Efter fem sejre i træk til Kasper Christensens drenge satte vestjyderne en stopklods i stimen, og sikrede sig to vigtige point i Herreligaen efter en velspillet, gennemført og god indsats over hele linjen.

Men én spiller skilte sig igen ud for anden weekend i træk. Thomas Mogensen.

Skjern-bagspilleren var involveret i nærmest alting, som de grønblusede gik i krig med i Skansen. Underhåndsscoringer, hopskud, assists til strege og fløjspillere. Mogensen var overalt i Skansen.

Ti kasser og fem assists fra Mogensens højrearm var stærkt medvirkende til to yderst vigtige point til Skjern-mandskabet, som undervejs var ude i alternative opstillinger grundet skader til Konradsson, Myrhol og Rasmussen - hvilket blandt andet sendte Bjarke Christensen ud i en rolle på playmakerposten, som udførte opgaven glimrende. 

Værd at bemærke var de grønnes defensiv, som i størstedelen af anden halvleg voldte værterne store problemer seks mod seks. 

Derfor var kampen reelt set pumpet for spænding i opgørets sidste ti-tolv minutter. 

Skjern vandt 30-25 over SønderjyskE. 

Støt vores sponsorer