Nøller: Det er mit job

D. 14-09-2011 kl. 22:10
Nøller: Det er mit job

Overalt i de danske håndboldhaller er Skjerns Kristian ”Nøller” Asmussen kendt som en ægte showmålmand, der med spektakulære jubelscener sætter gang i publikum.

 

Det er dog ikke kun sjove jubelscener og en smittende udstråling, der kendetegner den 40-årige målmand. Det viste veteranen endnu engang, da han med tre redninger i slutminutterne – heraf en redning fem sekunder før tid – var med til at sikre Skjern sejren.

 

”Det er jo mit job at gøre det her,” sagde en glad Kristian Asmussen til skjernhaandbold.dk efter kampen.

 

”Min rolle består i at komme ind, når det brænder på. Nogle gange lykkes det at hive nogle redninger frem, og det gjorde det i dag,” sagde Kristian Asmussen.

 

”Jeg var lidt stivbenet, da jeg kom ind, men jeg tænkte, at nu er det nu, hvis vi skal vinde. Heldigvis klarede vi den, og det er jo super fedt,” lød det fra målmanden.

 

Kristian Asmussen kunne fra bænken se holdkammeraten Kristian Gjessing bære Skjern frem i store dele af anden halvleg med mål og adskillige assists, og netop Gjessing spillede en vigtig rolle ifølge veterankeeperen.

 

”Stor ros til Gjessing. Han bød ind med mange gode ting i både forsvar og angreb og gjorde det super i dag,” sluttede Kristian Asmussen.

 

Støt vores sponsorer