Nøller til Skjern-publikum: Der skal tryk på

D. 29-10-2011 kl. 15:32
Nøller til Skjern-publikum: Der skal tryk på
Kristian Asmussen håber på masser af opbakning i søndagens kamp.

Skjerns 40-årige publikumsfavorit Kristian Asmussen vil have kog under Skjern-tilskuerne inden søndagens møde med BSV.

Af Kenneth Thygesen

”Vi håber på et godt resultat, og jeg tror også, at vi har gode muligheder for at lave et,” siger Kristian ”Nøller” Asmussen til skjernhaandbold.dk og fortsætter:

”Det kræver en toppræstation af både spillere og tilskuere. Der skal tryk på. Vi skal alle give 100 procent, men hvis vi gør det, så kan vi slå BSV,” siger Kristian Asmussen.

Ifølge veteranmålmanden er angrebspillet nøglen til sejr over midtjyderne.

”Vores udfordring bliver vores angrebsspil. Jeg tror på, at vi kan holde dem i vores forsvar, men spørgsmålet er, om vi kan finde de rigtige angrebsløsninger,” siger Asmussen og uddyber:

”Vi har mange kloge angrebsspillere, der kan noget på egen hånd. Vi har tidligere haft for mange løsninger i angrebspillet, men nu har vi skåret det ned til nogle få, simple ting, som vi har 100 procent styr på, og det skal bære os igennem,” lyder det fra målmanden, der har stor tiltro til sig selv og sine holdkammerater:

”Der er blevet trænet godt i den seneste uge, og man kan mærke, at vi vil fremad. Vi vil vinde den kamp,” slutter Kristian Asmussen.

Støt vores sponsorer