Nørgaard: Et til tre skridt efter

D. 22-09-2012 kl. 19:15
Nørgaard: Et til tre skridt efter
Ole Nørgaard var naturligvis ikke en tilfreds mand efter lørdagens omgang tæsk i Kolding.

Lørdagens brag i Kolding blev på hjemmeholdets betingelser, og det ærgrede Skjern-cheftræner Ole Nørgaard, der blandt andet var skuffet over Skjerns manglende fight og vilje.

Af Kenneth Thygesen

Skjern Håndbold fandt aldrig formlen, da vestjyderne lørdag besøgte KIF Kolding København.

Koldingenserne havde kampen i deres hule hånd i 60 minutter, og Skjern måtte derfor tage hjem med et overraskende stort nederlag på hele 30-19.

"Vi spillede skidt i alle faser, og Kolding spillede godt i alle faser. De var et til tre skridt foran os uanset hvad, vi forsøgte. Det var op ad bakke," sagde cheftræner Ole Nørgaard til skjernhaandbold.dk efter kampen.

"De formåede at pille tempoet ud af vores angrebsspil, og derfor blev kampen på deres betingelser. Det er deres fortjeneste, men samtidig skal vi selvfølgelig lave et langt bedre aftryk på kampen," forklarede den skuffede cheftræner, der tilføjede:

"Spillemæssigt var vi langt fra deres niveau, men jeg synes heller ikke, at vi kom med den fight og det hjerteblod, der skal til."

Storholdet fra KIF Kolding København er guldfavoritten over dem alle, men selv om den storsatsende fusionsklub er favoritter i stort set alle kampe, var der ifølge Ole Nørgaard ingen undskyldninger for Skjerns præstation - eller mangel på samme.

"Jeg er skuffet og ærgerlig. Man skal selvfølgelig huske på, at Kolding er et fantastisk godt hold, og at alle kan tabe i Kolding, men jeg ærgrer mig over det aftryk, vi efterlader. Det er ikke godkendt," sluttede Skjern-træneren.

Støt vores sponsorer