Nørgaard: Sejren er fortjent

D. 16-05-2015 kl. 17:17
Nørgaard: Sejren er fortjent
Ole Nørgaard og Skjern måtte se sig besejret i semifinalen mod HSv Hamburg.

Skjern fandt aldrig frem til den sædvanlige rytme, da holdet i eftermiddags tabte til HSV Hamburg i EHF Final4-semifinalen.

Af Lone Jørgensen

Den havde det hele, semifinalen. Næsten da. For selvom både stemningen, underholdningen og de to holds tænding var i top, manglede det vigtigste. En Skjern-sejr.

Holdet hang bagefter fra start til slut, og efter sidste fløjt viste måltavlen således 27-23 til HSV Hamburg.

- Det var tungt for os, at vi kom til at halte bagefter fra start. Men der er næsten ikke nogen føring, der ikke kan indhentes, og derfor troede vi også på det langt hen ad vejen, sagde Skjern-træner Ole Nørgaard efter kampen.

19 redninger fra Bitter
Det lykkedes dog aldrig for alvor Skjern-mandskabet at komme tilbage i kampen, og at Johannes Bitter endte med at hive 19 redninger frem over de 60 minutter gjorde det ikke nemmere for Skjern.

- Det blev vanskeligt for os, især fordi vi ikke scorede på vores chancer, sagde Nørgaard, der også måtte erkende, at holdet ikke præsterede på højeste niveau i dagens semifinale.

- Vi leverede ikke det, vi skulle. Så vinder man ikke mod Hamborg, og derfor er deres sejr helt fortjent i dag, sluttede Skjern-træneren.

Støt vores sponsorer