Nørgaard: Tilfældighedernes kamp

D. 19-10-2012 kl. 21:38
Nørgaard: Tilfældighedernes kamp
Ole Nørgaard var en irriteret og skuffet mand efter det overraskende nederlag til Århus.

Cheftræner Ole Nørgaard var skuffet over Skjerns manglende evne til at kontrollere begivenhederne i fredagens opgør. 

Af Kenneth Thygesen

Der var larmende stilhed i Skjern-omklædningsrummet efter nederlaget til Århus Håndbold på 28-26.

Efter en flot sæsonsttart knækkede filmen i aftenens hjemmekamp, og det skuffede cheftræneren.

- Jeg er meget skuffet. Især er jeg skuffet over, at vi aldrig formåede at styre begivenhederne, og at vi dermed tillod Århus at få point, indledte Ole Nørgaard overfor skjernhaandbold.dk, inden cheftræneren satte ord på, hvorfor det gik, som det gik.

- Det er en kombination af mange ting. Der er stort set ingen, der rammer dagen, og i vores angrebsspil spillede vi for hektisk og for stresset med alt for mange dårlige afslutninger. Så kan man så diskutere, om det er Århus' fortjeneste eller vores manglende færdigheder, men det var langt fra godt, analyserede Ole Nørgaard efter kampen.

Marginalerne på Århus' side
I slutningen af kampen havde Århus de afgørende marginaler, og det ærgrede Skjern-træneren, at det ikke var hjemmeholdet, der havde evnen og marginalerne til at slå til.

- Det var tilfældighedernes kamp, hvor begge hold skiftedes til at have initiativet. Århus havde heldet og dygtigheden i et par afgørende situationer, og vi formåede ikke at slå igen. Omvendt kan jeg ikke indvende noget mod Århus' sejr, sagde Ole Nørgaard.

Støt vores sponsorer