Nørgaard trods skuffelse: Vi kommer igen

D. 11-02-2013 kl. 12:39
Nørgaard trods skuffelse: Vi kommer igen
Skjern-træner Ole Nørgaard tror på, at Skjern vil komme stærkt tilbage i foråret.

Spiller man med i de allersjoveste kampe, gør nederlag os mest ondt, lyder det fra Skjern-træner Ole Nørgaard, hvis trup fortsat er skuffede efter pokalfinalenederlaget.

Af Kenneth Thygesen

- Når man rækker ud efter stjernerne, så er smerten større ved faldet, end hvis man bare bliver stående på gulvet.

Sådan lyder de kløgtige ord fra Skjern-cheftræner Ole Nørgaard en uges tid efter Skjerns pokalfinalenederlag til Århus Håndbold.

Skjern-truppen er ifølge cheftræneren fortsat voldsomt skuffet ovenpå nederlaget, og sådan vil det være i lang tid endnu.

- Hele truppen og klubben som helhed vil være skuffet i lang tid endnu - også selv om vi leverede en stor indsats så kort tid efter ved at vinde i Sønderborg. Et finalenederlag tager lang tid at komme over, men sådan er det. Når man er med i den absolut sjoveste ende, vil nederlag også gøre ekstra ondt, forklarer Ole Nørgaard og tilføjer:

- Hvad man ikke dør af, bliver man stærkere af, siger man jo, og pokalfinalenederlaget har ikke gjort sulten mindre. Vi kommer stærkt igen, forsikrer chefen i det vestjyske.

Vi skal nok blive klar
På lørdag møder Skjern igen Aalborg, som de grønblusede mødte for blot ni dage siden i pokalsemifinalen, og det er en kamp, som Nørgaards mandskab glæder sig til.

- Mandskabsmæssigt har vi været ramt og døjet med skavanker ovenpå det hårde program, vi har været igennen, men vi skal nok blive klar. Det bliver formentlig endnu en tæt kamp, og vi glæder os naturligvis, siger Ole Nørgaard.

Skjern-Aalborg spilles lørdag kl. 14.15 i Hal B i Herning Messecenter.

Læs mere om kampen her - eller køb billet til kampen her.

Støt vores sponsorer