Nørgaard: Vi var bedre end Kolding i dag

D. 31-05-2015 kl. 22:56
Nørgaard: Vi var bedre end Kolding i dag
Ole Nørgaard og Skjern har vundet et sæt medaljer af hver karat i denne sæson.

Skjern vandt i aften 21-20 og tabte samlet DM-finaleserien med fem mål efter torsdagens nederlag på seks mål.

Af Lone Jørgensen

Selvom der måske er skuffede miner i Skjern-lejren lige nu, kan holdet i den grad være stolt af sæsonens resultater, der bød på hele tre sæt medaljer til klubben for første gang i klubbens historie.

I dag skulle der mirakler til, hvis Skjern skulle slutte sæsonen med DM-guld, men miraklet udeblev desværre.

- Vi vidste godt, at det blev op ad bakke i dag med resultatet fra Herning med i bagagen. Men vi troede på det, og gik efter chancen, selvom vi godt vidste, at der kun var få procents chancer for, at det lykkedes, sagde Skjern-træner Ole Nørgaard efter kampen.

Kasper Hvidt gjorde det svært
På trods af, at Skjern ikke tager guldet med hjem til Vestjylland, var han på mange måder tilfreds med holdets indsats i dag.

- Vi spillede en fin kamp, og vi var bedre end Kolding. Lige bortset fra, at de havde én mand på boksen, som igen sørgede for, at det blev svært for os, sagde Nørgaard, der natuligvis henviste til en storspillende Kasper Hvidt i KIF-målet.

Set over de to kampe i DM-finalen vurderede Skjern-træneren, at kampen i torsdags blev afgørende, da de seks mål i sidste ende blev en for stor mundfuld at hente for Skjern.

Det blev ikke til DM-guld, men Nørgaard var alligevel stolt af sit mandskab.

- Vi dækkede supergodt op og kæmpede alt det vi kunne. Vi gav ikke op, og al respekt for spillerne for at blive ved. Vi kom med alt hvad vi havde, i dag, men der var ikke mere at hente til sidst, sluttede Skjern-træneren.

Støt vores sponsorer