Nørgaards analyse: Én mand trak det store læs

D. 11-03-2017 kl. 16:39
Nørgaards analyse: Én mand trak det store læs
Ole Nørgaard fremhævede Markus Olsson som en vigtig brik i fredagens sejr. 

Skjerns cheftræner havde store roser til specielt én mand i gårsdagens sejr mod HC Midtjylland. 

Af Nicklas Thygesen

Det var en decimeret udgave af Ole Nørgaards tropper, som i går aftes løb på banen foran rekordpublikummet i Skjern Bank Arena.

Med skader til henholdsvis Søren Pedersen, Daniel Svensson og Kasper Søndergaard måtte vestjyderne slide mere for tingene end normalt, fortalte cheftræneren efter opgøret.

- Vi måtte arbejde og slide rigtig hårdt for tingene. Det var mere hårdt arbejde end det var kunst. Specielt fordi vi i anden halvleg ikke fandt fodfæstet i defensiven, som dermed bragte dem tilbage i opgøret, fortalte cheftræner Ole Nørgaard efter kampen og fortsatte:

- Uden Kasper Søndergaard er vores angrebsspil svækket betragteligt. Derfor var det glædeligt at specielt Markus Olsson tog så meget ansvar i offensiven. Vi trak store veksler på ham gennem hele kampen, men sådan er det når folk er skadet. Så falder meget tilbage på en spiller som Olsson, siger Ole Nørgaard. 

Med sejren er Skjern Håndbold definitivt sikre på en plads i slutspillet.

Forspringet til HC Midtjylland blev forøget til ni point - og med fire runder tilbage af grundspillet er vestjyderne uanset udfaldet i de resterende kampe klar til slutspillet.

Støt vores sponsorer