Nørgaard: Rasende svært at vinde på udebane i CL

D. 16-09-2018 kl. 20:52
Nørgaard: Rasende svært at vinde på udebane i CL
Skjern Håndbold var det første danske hold til at vinde i europæisk regi på udebane i Celje. Foto: Steffen Bloch

Skjern-træneren var stolt over sit mandskabs præstation efter udesejren i Slovenien.

Af Nicklas Thygesen

De danske mestre fik en suveræn start på det europæiske eventyr med udesejren i Celje.

En sejr, to point og en præstation, som Ole Nørgaard var stolt over på sine spilleres vegne.

- Vi er rigtig godt tilfredse med udfaldet. Det er rasende svært at vinde på udebane i Champions League, og derfor er vi super stolte over resultatet, siger Ole Nørgaard, og sætter flere ord på opgøret.

- Det blev en kamp, som vi havde forventet med masser af fight, men også med plads til mange forbedringer på flere områder. Når man ikke kan ramme, så må man kæmpe – og det lykkedes vi med, siger Nørgaard.

Skjern-træneren var specielt godt tilfreds med udtrykket hos sine spillere, som vendte et truende nederlag til sejr.

- Det er sejt at vende kampen efter at have været nede med tre. Vi steppede op i angrebsspillet, og spillede os til gode chancer uden for mange udsving. Kombineret med flere gode redninger i målet, så var det nok – og det er vi meget tilfredse med, siger han.

Støt vores sponsorer