Norsk stortalent: Jeg vil være ligaens bedste keeper

D. 31-07-2019 kl. 20:02
Norsk stortalent: Jeg vil være ligaens bedste keeper
I denne uge er Robin Paulsen Haug stødt til resten af truppen efter at have været med det norske U21 landshold til slutrunde i Spanien.

Læs det første interview med vestjydernes nye mand i målet, 20-årige Robin Paulsen Haug.

Af Bjarke Sonne

Ambitionsniveuet for vestjydernes nye norske stortalent mellem stængerne er ikke til at tage fejl af. 

Robin Paulsen Haug, der netop er hjemvendt fra U21-slutrunden efter Egypten blev endestationen i kvartfinalen, vil til tops med Skjern.

- Jeg vil vinde titler med klubben og være den bedste keeper i ligaen. Det er derfor, jeg er taget til Skjern - og det er jeg ikke et sekund i tvivl om nok skal lykkes. Björgvin Gustavsson har en masse rutine og erfaring fra mange år på topplan, som jeg kan suge til mig. Dét samarbejde ser jeg frem til, siger Robin Haug. 

Selvom dåbsattesten kun lyder på 20 år, så er det ikke uvant for Robin Haug at finde sig tilrette i nye omgivelser.

- Selvfølgelig er der noget man skal vænne sig til, når man flytter til en ny klub, men jeg har prøvet det før og er vant til at bo alene. Jeg har det seneste år haft en rigtig god tid i Sverige, og glæder mig bare til at komme i gang her i klubben efter nogle hektiske måneder med klubskifte, landsholdssamlingerne og flytning, siger han.

Inspiration fra øverste hylde
Det norske stortalent, som var med i bruttotruppen til det norske A-landshold i januar, fortæller herunder om hvor han finder sin inspiration fra, og hvad Skjern-fansene kan forvente af ham i de kommende sæsoner.

- Jeg har altid set meget op til legendariske keepere som Thierry Omeyer og Mirko Alilovic, da de var på toppen af deres karriere. Det kan også ses på min spillestil. Jeg er en meget afventende målmand og foretrækker at læse skytterne, siger Robin Paulsen Haug.

Du kan se Robin og resten af Skjern-holdet, når de i morgen spiller træningskamp mod Skanderborg i ViboCold Arena i Viborg.

Der er kampstart klokken 19:30 og gratis entre for alle.

Støt vores sponsorer