Ny højreback skal i mesterlære hos Tangen og Søndergaard

D. 20-07-2020 kl. 08:05
Ny højreback skal i mesterlære hos Tangen og Søndergaard
 Oliver Norlyk har sammen med resten af truppen givet den fuld gas til træning. 

Oliver Norlyk har sat sin signatur på en tre-årig kontrakt med Skjern Håndbold. Læs den nye højrebacks tanker om at skulle dele position med Eivind Tangen.

Af Kristian Bro

Den unge højreback har fået sin håndboldopdragelse i Aars HK og har siden haft både liga- og Champions League debut i Aalborg Håndbold. Oliver Norlyk, der i foråret optrådte for Kolding IF, har sat sin signatur på en treårig kontrakt i Skjern Håndbold, hvor han skal danne makkerpar med Eivind Tangen.

Et skifte, som Norlyk har set frem til.

- Eivind Tangen er én af ligaens bedste højrebacks, og jeg glæder mig utroligt meget til at kunne lære en masse. Ikke kun af Tangen - men jeg tænker også, at Kasper Søndergaard har megen erfaring, som jeg kan drage godt af, siger Oliver Norlyk.

Mavefornemmelsen sagde Skjern
Oliver Norlyk valgte denne sommer at søge nye udfordringer. Den nye dagligdag kommer til at foregå i Skjern, hvor det unge talent har valgt at bosætte sig i en lejlighed i midtbyen. 

- Skjern Håndbold er en stor klub. Jeg har kun hørt godt om klubben, og Skjern Håndbolds ry udadtil er rigtigt godt - dette har jeg allerede fået bekræftet i den korte tid, jeg har været her.  

- Skjern Håndbold er også en klub, som vil være med, hvor man kæmper med om alle de sjove medaljer - hver sæson. Jeg synes trænerteamet ser utroligt spændende ud - det er helt klart et sted, hvor jeg kan udvikle mig som håndboldspiller, siger højrebacken.

Den unge bagspiller håber at kunne indfrie både personlige- og klubbens mål i Skjern Håndbold.

- Lige nu er steppet at blive en etableret ligaspiller, og så udvikle mig så meget som muligt, og hjælpe klubben med at indfri alle dens ambitioner, afslutter Oliver Norlyk. 

Støt vores sponsorer