Ny tometermand i truppen

D. 15-05-2015 kl. 10:37
Ny tometermand i truppen
Loke Brasen er med Skjern-mandskabet i Berlin.

Den unge Skjern-keeper Loke Brasen er for første gang med Skjern på tur.

Af Lone Jørgensen

Da Skjern-bussen tidligt i går morges trillede mod Berlin og EHF Final4 var det med et nyt ansigt på et af passagersæderne.

Til finaleweekenden har Skjern-træner Ole Nørgaard således benyttet sig af muligheden for at have 16 spillere i truppen.

Faktisk er hele 17 spillere taget med til Berlin, og det har givet plads til Loke Brasen, der sammen med Skjerns sædvanlige målmandsduo, Søren Pedersen og Kristoffer Laursen, er med som gardering mellem stængerne.

Et kæmpe skulderklap
- Jeg er først og fremmest stolt af, at jeg har fået lov til at komme med. Det er et kæmpe skulderklap og et skub i den rigtige retning, som giver endnu mere motivation for at arbejde hårdt på håndboldbanen fremover, siger Loke Brasen.

Det 17-årige målmandstalent ser frem til en oplevelsesrig weekend, og selvom han ikke regner med at skulle på banen for Skjern, kan han alligevel få meget ud af weekenden i Berlin.

- Jeg skal bruge dagene på at suge til mig. Følge med i, hvordan holdet forbereder sig, være med i træningerne, stemningen og så bare vise, at jeg altid er klar, siger den ambitiøse Skjern-keeper.

Det er første gang, Loke Brasen er med Skjerns førstehold, hvor han derfor også stadig har sin debut til gode. Til dagligt er han en fast del af Skjerns U18-hold.

Loke Brasen har flere gange deltaget i DHF’s talenttræning.

Støt vores sponsorer