Nyankommet stregspiller: Myrhol kan lære mig en masse

D. 30-07-2019 kl. 18:45
Nyankommet stregspiller: Myrhol kan lære mig en masse
Jonas Tidemand har sammen med resten af truppen givet den fuld gas til træning og i styrkelokalet.

Jonas Tidemand har sat sin signatur på en to-årig kontrakt med Skjern Håndbold. Læs den nye stregspillers tanker om at skulle arbejde sammen med en af verdens bedste stregspillere og jagten på europæisk succes.

Af Bjarke Sonne

Jonas Tidemand og Bjarte Myrhol skal i den kommende sæson danne nyt makkerpar på stregpositionen. Et samarbejde den 24-årige sjællænder har set meget frem til.

- Bjarte er en af verdens bedste stregspillere igennem mange år efterhånden, og jeg glæder mig utroligt meget til forhåbentlig at kunne lære en masse. Ikke kun af Bjarte – men også af de andre holdkammerater.

Spillertruppen til den kommende sæson ser ifølge Tidemand utrolig spændende ud, hvor der er rigtig stor kvalitet i den vestjyske trup.

- Jeg synes vi har en utrolig stærk og spændende trup til den kommende sæson. Der er mange dygtige spillere, som kan være med til at lære fra sig og gøre, at man kan blive den bedst mulige udgave af sig selv, og det glæder jeg mig rigtig meget til.

Mavefornemmelsen sagde Skjern
Jonas Tidemand har denne sommer valgt at søge nye udfordringer. Den nye dagligdag kommer til at foregå i Skjern, hvor Jonas Tidemand også har valgt at bosætte sig i en lejlighed i midtbyen.

- Jeg har kun hørt godt om klubben, og Skjern Håndbolds ry udadtil er rigtig godt, hvor der styr på tingene. Efter den første tid her i klubben, er jeg kun blevet bekræftet i dette. Skjern Håndbold er det helt rigtige for mig lige nu, siger den nye stregspiller.

Selvom Jonas Tidemand skal dele spilletiden med Bjarte Myrhol, er det ikke noget der afskrækker den unge sjællænder.

- Jeg vil kæmpe for alt den spilletid, jeg kan få. Vi vil med sikkerhed komme ind i et tætpakket program, hvor der vil blive brug for alle ressourcer på holdet med en masse liga- samt pokalkampe, men også internationale EHF Cup kampe. Skjern har stolte traditioner inden for europæisk håndbold, og jeg glæder mig til at optræde på den internationale scene, siger Jonas Tidemand. 

Støt vores sponsorer