Olsson: Mit livs sværeste beslutning

D. 10-01-2018 kl. 11:00
Olsson: Mit livs sværeste beslutning
Beslutningen om at forlade Skjern har været hård for Markus Olsson. 

Skjern-fansene skal til sommer sige farvel til Markus Olsson. Læs mere om svenskerens beslutningen her.

Af Nicklas Thygesen

Det rører ham dybt, når emnet berøres.

Faktisk vil han helst undgå at tale om det. Om sit farvel til en klub og en by, som for alvor er kommet ind under huden på 27-årige Markus Olsson.

Beslutningen er truffet efter mange måneders fortvivlelse, familiesamtaler og frustration. Vejen dertil var direkte ulidelig fortæller Olsson, som måtte opbygge mod til sig i tre dage før opkaldet om den endelige afgørelse kunne videregives til Skjern-ledelsen.

- Det bliver hårdt at sige farvel til sommer. Klubben er kommet ind under huden på mig, og når man bliver involveret så meget som spiller, så er det uundgåeligt ikke at få følelser for klubben. Det havde været enklere, hvis ikke man så var godt integreret, og ikke havde mødt så mange dejlige mennesker, siger Markus Olsson og uddyber omkring sin beslutning:

- Man ved altid hvad Skjern Håndbold står for som klub. Den tryghed og ro i kulisserne har gjort mig til en bedre håndboldspiller gennem de sidste tre år. Det har medført en vis selvsikkerhed og tro på egne evner, og derfor tør jeg satse på et nyt udenlandseventyr.

- Men jeg kan love jer for, at beslutningen har været vanskelig. Nærmere forfærdelig, hvis man spørger min kæreste Elin. Derfor var jeg nødt til at rejse hjem til Sverige i julen for at genoverveje situationen. Det var nødvendigt. For når man er i klubben, er sammen med drengene, vinder kampe og mærker sammenholdet, så er det umuligt at skille tingene ad, når man synes så godt om tingenes tilstand.

- Men jeg håber, at vi har truffet den rigtige beslutning, og nu vil jeg gøre alt hvad der står i min magt til, at vi henter DM-guldet hjem, og runder et fantastisk kapitel af i Skjern Håndbold, siger Markus Olsson.

Støt vores sponsorer