Optakt: Århus-Skjern

D. 18-11-2011 kl. 08:37
Optakt: Århus-Skjern
Skjern-spillerne har ikke tabt til Århus i over fem år.

Kan Århus Håndbold bryde forbandelsen og slå Skjern for første gang i over fem år? Lørdag eftermiddag har Erik Veje Rasmussens tropper i hvert fald chancen, når Skjern Håndbold kommer på besøg i NRGi Arena.

Af Kenneth Thygesen

Sæsonen har indtil videre været en såvel spillemæssig som resultatmæssig rutsjebanetur for Skjern Håndbold. Bunden er nået i to hjemmebanenederlag til bundhold samt et kæmpe pokalnederlag til AG København, mens toppen er nået i sejre over tophold som Aalborg, BSV og Kolding.

Ikke desto mindre kan Skjern Håndbold med to sejre i de sidste to kampe af første spillerunde placere sig solidt i top fem. Det kræver dog sejre i to svære kampe over henholdsvis Århus Håndbold og Viborg HK.

Første opgave er mod sidste års store overraskelse, Århus Håndbold, der i denne sæson også har været på slingrekurs. Storsejre over hold som Aalborg og Nordsjælland er blevet efterfulgt af pointtab til Skive og Mors/Thy, hvilket har betydet, at århusianerne blot er nummer seks i tabellen.

Århusianerne har i de sidste mange år givet Skjern alvorlig kamp til stregen, men selv om kampene ofte er tætte og spændende, har Skjern dog alligevel det resultatmæssige kram på århusianerne. I de seneste 11 indbyrdes opgør har Skjern vundet de otte, mens tre kampe er endt uafgjort. Seneste Århus-sejr over Skjern ligger over fem år tilbage – nemlig i november 2006.

Man skal dog ikke tage fejl af Erik Veje Rasmussens mandskab, der har velkendte og rutinerede spillere som Mads Lind, Toke Holst, Jakob Thoustrup, Jan ”Tromle” Nielsen og Henrik Hansen på holdkortet. Derudover finder man selvfølgelig allroundspilleren, Kim Jørgensen, der har fået sin håndboldopdragelse i Skjern Håndbold.

Kim Jørgensen forlod Skjern tilbage i 2008, men nåede inden da tre sæsoner på ligaholdet, hvor han blandt andet spillede sammen med Jesper Jensen, Tim Winkler og Jacob Østergaard.

Kamptidspunkt: Lørdag den 19. november kl. 16.10 – kampen vises direkte på TV2.

Støt vores sponsorer