Optakt: Aalborg Håndbold-Skjern

D. 13-09-2011 kl. 08:28
Optakt: Aalborg Håndbold-Skjern

Det startede ellers så godt med en flot sejr i pokalturneringens 1/8-finale over Team Tvis Holstebro i slutningen af august.

 

Desværre formåede Skjern-spillerne ikke at følge op på den sejr, da man gæstede AG København i for halvanden uge siden, og i søndags gik det helt galt, da Team Tvis Holstebro tog revanche og vandt i Skjern Bank Arena.

 

Dermed står Skjern Håndbold noget overraskende med nul points inden onsdagens svære udebanekamp i Gigantium i Aalborg, hvor formstærke Aalborg Håndbold byder de grønne op til kamp.

 

Aalborg Håndbold forlod tilbage i januar måned AaB-koncernen og skiftede i sommers navn til Aalborg Håndbold. Den nye tid i Aalborg blev ligeledes markeret med et trænerskifte, idet Viborg HK-træneren Jakob Vestergaard overtog styringen i det nordjyske, mens det også er blevet til et par profilindkøb i form af Håvard Tvedten og Ole Erevik.

 

Cheftræner Vestergaard er indtil videre startet med succes, idet nordjyderne har vundet de to første kampe i sæsonen, hvor stjernerne, Kristian Kjelling og Henrik Møllgaard, har vist fin form med henholdsvis 14 og 12 scoringer.

 

I sidste sæson slog Skjern klart nordjyderne ved arrangementet ”10.000 til håndbold” i Herning, men derudover skal man helt tilbage til februar 2008 for at finde den seneste Skjern-sejr.

 

Kasper Søndergaard var ude af søndagens lokalopgør mod Team Tvis Holstebro på grund af sygdom, og det er endnu uvist, om landsholdsbacken er klar til onsdag.

 

Kamptidspunkt: Onsdag d. 14. september kl. 19.30.

Støt vores sponsorer